
Gentofte Plakatgalleri
I hjertet af Gentofte har vi åbnet dørene til noget ganske særligt: Gentofte Plakatgalleri. Et sted, hvor filmhistorien får lov at leve videre. På gentofteplakatgalleri.dk og i vores fysiske butik i Gentoftegade kan du gå på opdagelse blandt hundredvis af smukke og originale filmplakater fra både kendte klassikere og glemte perler.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Filmkenderens paradis
I Gentofte Plakatgalleri har vi samlet et skatkammer af original filmhistorie. Vores samling rummer mange tusinde unikke filmplakater – flere helt tilbage til 1950’erne. I galleriet og på vores hjemmeside udstiller vi et udvalg af disse plakater, men det er kun et lille udpluk af den fulde samling på over 13.000 plakater. Hjemmesiden bliver løbende opdateret med nye plakater.
Alle vores plakater er originale biografplakater. De har hver især levet et liv og bærer derfor spor af deres historie. De fleste plakater er falsede – sådan blev de sendt og opbevaret før år 2000. Dette er ikke tegn på slid, men et kendetegn ved ægte filmplakater. Leder du efter en bestemt plakat, som du ikke ser på hjemmesiden, så kontakt os endelig – måske gemmer den sig i vores arkiver og venter på at blive fundet frem.
I galleriet finder du desuden et udvalg af signerede filmbøger, filmfigurer samt vintage soundtracks på vinyl. Vi lægger vægt på kvalitet, og vores sortiment vil derfor udskiftes og opdateres med nye fund og udgivelser.
Indramning
En original filmplakat fortjener at blive vist frem – og det kan du få hjælp til hos os. Vi samarbejder med Rammeri Gentofte, som har over 45 års erfaring med indramning i højeste kvalitet. Plakaterne indrammes professionelt i aluminiumsrammer med museumsglas og 70 % UV-beskyttelse, så både udtryk og holdbarhed er i top.
I butikken finder du et udvalg af allerede indrammede plakater. Ønsker du en plakat indrammet, giver vi gerne et personligt tilbud – kontakt os for at høre nærmere. Vi sender desværre ikke indrammede plakater, men du kan afhente dem i vores butik i Gentoftegade.
Arrangementer i galleriet
Hos Gentofte Plakatgalleri tilbyder vi en særlig stemningsfuld ramme til både private og professionelle arrangementer. Hvad enten du ønsker at samle familie, venner, kolleger eller bestyrelsen, skaber vi den rette atmosfære til alt fra fødselsdag og jubilæum til reception, gravøl, teambuilding og møder.
Vores galleri rummer op til 32 siddende eller op til 60 stående gæster. De smukke filmplakater og den varme stemning danner en oplagt baggrund for en mindeværdig oplevelse – og vi sørger for det hele. Vi tilbyder et udvalg af drikkevarer, kaffe, slik, snacks og is – og samarbejder med dygtige, lokale leverandører, hvis der ønskes lette anretninger eller en mere sammensat menu. Vi stiller derudover projektor, lærred og wifi til rådighed og hjælper med alt fra planlægning til afvikling – så du kan fokusere på dine gæster og oplevelsen.
Gør dagen til noget særligt – med en god film
Et arrangement i Gentofte Plakatgalleri kan med fordel kombineres med en filmvisning i Gentofte Kino. I kan vælge en film fra det aktuelle biografprogram eller – efter aftale – få en eksklusiv visning kun for jer, hvor I selv vælger filmen.
Har du spørgsmål eller ønsker at høre mere om mulighederne for et arrangement hos Gentofte Plakatgalleri og Gentofte Kino, så kontakt os på mail kontakt@gentofteplakatgalleri.dk eller på telefon (+45) 39 65 33 00 i galleriets åbningstid. Vi hjælper gerne med at sammensætte spændende koncepter, så tøv ikke med at kontakte os.