Every Face Has A Name – særvisning med foredrag
I anledning årsdagen for Danmarks befrielse viser vi den gribende dokumentarfilm Every Face Has A Name med foredrag af Frederikke Ingemann.
Every Face Has A Name er instrueret af Magnus Gertten. Filmen omhandler de mange anonyme ansigter, der ankommer til Malmø i april 1945, og skildrer de menneskeskæbner, der ligger bag de løsladte fanger fra tyske koncentrationslejre.
Frederikke Ingemann vil I nok kende fra TV 2, hvor hun nærmest dagligt analyserer udenrigspolitik, geopolitik og krig og katastrofer. Hun vil introducere visningen i Gentofte Kino.
I de seneste 12 år har hun arbejdet journalistisk med udenrigs- og sikkerhedspolitik, først på den hedengangne Radio 24Syv som tilrettelægger og vært på programmet Globus Rusland, så som tv-vært på DR 2 på programmet DR 2 Dagen, og siden da har hun arbejdet på TV 2 som Frankrigs korrespondent, international korrespondent og i dag som international analytiker. Hun taler i øvrigt både engelsk, tysk, fransk og russisk.
Frederikke Ingemann er oprindeligt historiker, uddannet i internationale forhold og Europas historie i det 20. århundrede fra Sorbonne Universitetet i Paris, hvorfra hun også har en ph.d. om Danmark og den kolde krig fra 1945-1968. Hun har derfor selv tilbragt tusinder af timer i arkiver i både Rusland, Tyskland og Frankrig og læst og analyseret bunkevis af øjenvidneberetninger fra vores fælles fortid. Og som hun siger, er historien ikke noget abstrakt, den består af og er skabt af mennesker. Det er mennesker, der betaler prisen for den politik, som stats- og regeringschefer fastsætter. Og derfor er det så utrolig vigtigt, at også de overlevende fra nazisternes kz-lejre får deres identitet tilbage og ikke bare er tal, der figurerer i en statistik.
Det finder sted:
Mandag d. 8.maj 2023 kl. 20.00