Filmklassiker: Mine aftener i Paradis
Vi byder foråret velkommen med Giuseppe Tornatores skønne klassiker fra 1988.
MINE AFTENER I PARADIS vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 1989, og musikken er komponeret af legendariske Ennio Morricone.
Filmen er instrueret af Giuseppe Tornatore (f.1956 på Sicilien), der her fik sit helt store gennembrud. Siden har Tornatore instrueret perler som “Alle har det godt”, “Stjernemageren”, “Legenden om pianisten på havet”, “Màlena”, “Den ukendte kvinde” og senest det romantiske drama ”La corrispondenza”.
Om filmen:
Det starter en aften i Rom i begyndelsen af 1980’erne: Salvatore di Vita (Jacques Perrin), en succesrig filminstruktør midt i 40’erne, får overleveret en ganske kort besked: “Alfredo er død”.
Navnet får barndomsminderne fra byen Giancaldo på Sicilien til at vælte frem hos Salvatore: Det støvede torv, springvandet, kirken og mest af alt “Paradiso”, byens eneste biograf, hvor operatøren Alfredo (Philippe Noiret) regerer.
Salvatore med kælenavnet “Toto” (Salvatore Cascio), deler sin tid mellem kirken, hvor han er alterdreng, og så biografen. Hele magien i “Paradiso” fortryller drengen, ikke kun selve filmene og biografsalen, men også operatørrummet med troldmanden Alfredo: Billederne, de mange spændende verdener og historier – og så ikke mindst alle de “forbudte” scener, som byens selvbestaltede og almægtige censor, den lokale præst, forlanger fjernet fra filmene. De forbudte kys…
Da Toto bliver større, bliver han selv operatør og assisteres fortsat af Alfredo, som lærer ham om livet. Efter en kærlighedsaffære med den lokale bankdirektørs datter rejser den unge Toto fra byen og først mere end tyve år senere vender han tilbage…
Det finder sted: