Forpremiere: Rom – med besøg
Kom til forpremiere på Rom med skuespiller- og instruktørbesøg i Gentofte Kino!
Kom til forpremiere og oplev kærlighedens by – Rom! Vi får besøg af skuespiller Bodil Jørgensen, Kristian Halken og instruktør Niclas Bendixen til en samtale om arbejdet med filmen efter visningen.
Kom i ægte rejsestemning i denne romantiske feelgood-film om kærligheden på den lange bane! Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) er taget på en forlænget weekendtur til Rom for at fejre deres 40-års bryllupsdag og et langt ægteskab. De skal genopleve byen, hvor Gerda som ung gik på kunstskole. Men turen går ikke helt som forventet. Da parret møder Gerdas karismatiske kunstlærer og tidligere flamme, Johannes (Rolf Lassgård), havner Kristoffer på sidelinjen, mens Gerda jagter sin ungdom i Roms gader og stræder.