Udenrigskorrespondenten – med besøg af Henning Jensen
Få den utrolige fortælling bag Jørgen Leths eneste spillefilm, når hovedrolleindehaver Henning Jensen introducerer Udenrigskorrespondenten i Gentofte Kino!
I ‘Udenrigskorrespondenten’ gennemlever den danske journalist Alex Hansen (Henning Jensen) en identitetskrise, mens han er udsendt i Mellemamerika. På opgave i det krigshærgede El Salvador lider han af søvnløshed og skriveblokering, og da han rejser til Haiti, forelsker han sig i en gådefuld kvinde (Hanne Uldal), der kort efter forsvinder.
Alex er splittet mellem pligten over for arbejdsgiveren derhjemme, kærligheden, der nu savner sit mål, og den på én gang sanselige og barske virkelighed, der omgiver ham.
Filmen er fra 1983 og den er eneste spillefilm som Jørgen Leth har lavet – resten er dokumentarfilm. Henning vil fortælle om filmens vanvittigt farlige tilblivelse – der ofte var med livet som indsats, for både filmhold og skuespillere.
Henning Jensen. Foto: Birger Storm